DRUs bestyrelse har truffet den meget svære beslutning, ikke at sende de to Sevenslandshold til EM i Kroatien, den 19.-20. juni. Dette skyldes de mange restriktioner og udfordringer, der er forbundet med at rejse til et land, der fortsat er kategoriseret som "orange" af myndighederne.
Beslutningen er truffet efter tæt dialog med spillere og ledere på holdene, men er i sidste ende en enig bestyrelses ansvar.
Vi beklager at det i denne omgang har taget lang tid før det opdaterede materiale er blevet delt. Det er lidt ude af vores hænder, da vi er afhængige af at politiske aftaler bliver til virkelighed i Kulturministeriet og herefter behandlet af DIFs dygtige folk, så også vi forstår.
DRU bliver desværre nødt til at aflyse sommerlejren i uge 26 i Spjald.
Der er stadig for mange ubekendte i forhold til restriktionerne, hvilket gør det umuligt at planlægge og afvikle. Dette skyldes fortrinsvis at der er tale om en sommerlejr med overnatning - og det er i den forbindelse, at der fortsat mangler retningslinjer for afvikling. DRU opfordrer vores klubber til at afvikle sommeraktiviteter lokalt (uden overnatning), så der stadig bliver gode tilbud med rugbyaktiviteter for ungdommen i ferien.
Som bekendt starter den næste genåbningsfase i dag, men desværre er retningslinjerne ikke helt bekendte endnu.
Vi forventer at der udsendes information til alle klubber direkte fra DIF senere i dag, men vi når ikke at opdatere retningslinjerne inden Pinsen.
Der vil være få ændringer for udendørs idræt og væsentligst er det, at forsamlingsforbuddet nu er på 100 ude. Husk at dette inkluderer alle, der deltager i og omkring kampen (inkl. evt. tilskuere/forældre).
I dag er det "International Day Against Homophobia, Biphobia, and Transphobia".
Vi benytter lejligheden til at fortælle lidt om baggrunden for det nye turneringsreglement, der for første gang indeholder licensregler for personer, der har gennemgået kønsbekræftende behandling.