Gradvis åbning af udendørssport - dog ikke kontaktsport

corona 4893276 1920 banner
Myndighederne, DGI og DIF har tilpasset retningslinjerne for udendørssport, hvilket giver mulighed for begrænset aktivitet - dog IKKE i sportsgrene med kontakt.
Der er altså fortsat ingen ændringer for rugby, som skal følge de regler, der er gældende frem til den 11. maj. Se pressemeddelelse fra DIF her. 
Opdateret nedenfor med meddelelse udsendt til klubberne tirsdag eftermiddag. 

Myndighederne og DIF har sent mandag udsendt nye retningslinjer for afvikling af udendørsidræt. Disse gælder kun sportsgrene uden kontakt – og omfatter derfor IKKE rugby.

Al rugbyaktivitet er derfor fortsat udelukket frem til og med den 10. maj.
Dette gælder al rugbyspecifik træning samt alle former for kamp (inkl. touch).

De ny retningslinjer åbner dog mulighed for, at aktiviteter som fx løb og styrketræning kan gøres i mindre grupper. Hvis DRUs klubber vil åbne mulighed for dette, SKAL følgende retningslinjer overholdes:

  • At man ikke må samles flere end 10 personer.
  • At man skal holde en afstand på 2 meter til andre personer.
  • At man er særlig opmærksom på håndhygiejne – brug håndsprit, hvis der ikke er mulighed for at vaske hænder med vand og sæbe.
  • At host eller nys sker i albuen eller i et papirlommetørklæde.
  • At man skal holde sig hjemme, hvis man har symptomer som fx feber, hoste, muskelømhed – og gå straks hjem selv ved milde symptomer.
  • Vær opmærksom på de særlige risikogrupper som defineret af Sundhedsstyrelsen.
  • Ingen brug af rekvisitter som bolde, tacklepuder/bags, tags m.m.
  • Det forudsættes, at klubhuse og fælles omklædnings- og badefaciliteter stadig ikke er tilgængelige.

Før I overvejer om det er muligt for klubben at lave udendørsaktiviteter under ovenstående forhold, skal I sørge for at undersøge de lokale forhold – om kommunen tillader adgang til græs.

Det er ikke nemt at være en holdsport i denne fase – og slet ikke en kontaktsport. Men vi må holde fast lidt endnu og håbe at situationen bliver bedre efter den 10. maj.