webdesign af webbureau onlineBRAND

Årets sommerlejr i Spjald

Sommerlejr 2018 store og sm deltagere web

Uge 27 bød på endnu en fantastisk sommerlejr i DRU regi med 104 deltagere fra 11 klubber. Her kan I læse lidt mere om ugen og aktiviteterne. 
Mange af deltagerne er nu rejst videre på sommerferie med familien og vi får postkort fra hele Europa. Vi deler dem på Facebook og instagram hen over sommeren. 

Sommerlejr 2018

Til at styre begivenhederne deltog i ugens løb sammenlagt 24 ledere fra 13 forskellige klubber i Danmark og en enkelt fra udlandet. Lejrens deltagere var i år fordelt over 5 årgange fra U8 til U16 - med en stor overvægt af U14 spillere (1/3 del af deltagerne). Og som altid i Spjald.

Rugbyugen startede i år med fodbold! Alle deltagerne samledes til at se Danmark spille VM semifinale mod Kroatien. Det var nogle trætte og lidt skuffede børn der blev sendt sent i seng den aften. 

Men det til trods var alle klar til lejrens første træning mandag morgen kl. 9. Fokus i træning har været spillernes tekniske færdigheder samt taktiske overvejelser - og trænerne prioriterede ugen igennem at udvikle spillerne gennem spilsituationer. På lejrens sidste dag blev årgangene inddelt i 2 hold til kamp, hvor de nye færdigheder blev testet. Alle årgange hepper på hinanden. Dagen slutter med at hver årgang spiller kampe mod lederne. Vanen tro vandt de yngste årgange (u8/u10), medens de ældre spillere måtte bukke under for lederholdets større ekspertise og erfaring ;-)

Øvrige aktiviteter på lejren i løbet af ugen: 

Spjald Cup - hvor der spilles touch rugby på tværs af årgange og klubber. 9 kampe i alt, hvor et sindrigt system afgør hvem man er sammen med i de enkelte kampe. Det er i øvrigt en fordel af få de yngste til at score, da det giver flere point. Til slut findes der en samlet vinder af Spjald Cup (eller 2, som var tilfældet i år).

DM i Skills. I år bestod skills af 4 forskellige aktiviteter, hvor deltagerne konkurrerede indenfor årgangene om at blive “dansk mester”.       

Bip-test. En ny aktivitet i år, hvor deltagerne kunne teste deres kondital. Det var frivilligt at deltage, men det valgte alle deltagere alligevel, inklusiv en række af lederne. Årets vinder blev en U14 spiller Oliver O’Donell, der slog alle andre, inklusiv sin egen far til stor jubel for alle andre.  

Og endelig er der de daglige ture i svømmehallen efter træning, samt den efterfølgende tur i den lokale Brugs, hvor ugens medbragte lommepenge kan sættes i spil. 

En stor tak til årets ledere på lejren, der alle har valgt at bruge en uge af deres egen sommerferie på at udvikle vores unge rugbyspillere på og udenfor banen. 

Jens Aage Skare Nielsen, lejrchef og formand